Topchef hos Sony Ericsson smutter

Sony Ericssons karismatiske marketingschef, Dee Dutta, har efter godt seks års arbejde hos mobilgiganen opsagt stillingen, og ser nu frem til den næste endnu ukendte udfordring i hans karriere.

Topchef hos Sony Ericsson smutter

Dee Dutta blev ansat hos Sony Ericsson tilbage i 2002, og fik allerede året efter stillingen som marketingschef. Siden da har Dee Dutta været med til at skabe det verdenskendte brand, Sony Ericsson kan pryde sig med. Dette er blandt andet sket gennem store tennis-sponsorater, primært Women’s Association Tennis (WTA) Tour.

– Dee har bidraget utrolig meget med skabelsen af Sony Ericsson brandet og vores sponsorskab indenfor tennis. Vi ønsker ham al godt i fremtiden, fortæller Sony Ericssons direktør, Dick Komiyama, i en pressemeddelelse.

Dee, som har været en fremtrædende karakter for den svensk-japanske fusion, forlader firmaet med løftet pande:

– Det har været en vidunderlig rejse med både personlig og professionel vækst for mig. Jeg er meget stolt af de bedrifter, mit team og jeg har opnået med at gøre brandet større, og jeg ser frem til den næste udfordring i min karriere, fortæller Dee Dutta.

Sony Ericsson har endnu ikke annonceret, hvem afløseren bliver. Det forventes dog at ske inden for de næste dage.