Fælles nordisk front mod sms-lån
Muligheden for at låne penge med ganske få klik på telefonen har allerede skabt debat i flere skandinaviske lande. Derfor er en fælles nordisk indsats nu på trapperne.
Det er de skandinaviske forbrugerombudsmænd, der vil forsøge at samarbejde mod de såkaldte sms-lån.
Sms-lånene har fået kritik, fordi de kan gældsætte unge mennesker og andre personer, der ikke kan gennemskue renteforholdene.
Netop emner som aggressiv markedsføring, høje gebyrer og uklare aftalevilkår var på dagsordenen, da de nordiske forbrugerombudsmænd for nyligt holdt et møde. Mødet skal munde ud i en fælles indsats for at rydde op i branchen.
»Det er mit håb, at vi kan nå en forhandlingsmæssig løsning, så lånene lever op til den lovgivning, der skal beskytte forbrugerne på dette marked,« siger den danske forbrugerombudsmand.