Ny billig Sony Ericsson-mobil på vej
Sony Ericsson har aldrig været særlig gode til at holde på en hemmelighed, men denne gang skulle der være tale om en officielt styret lækage. Det er The Unofficial Sony Ericsson Blog, der har fået hænderne på et eksemplar med løfte om ikke at afsløre alt for meget inden lanceringen.
Derfor er der kun et enkelt hjørne af telefonen på billedet. Ifølge bloggen har telefonen et metalcover, 2-megapixelkamera og den seneste version af Sony Ericssons styresystem, A200. Prisen vil ligge på lidt over 1.000 kroner, der gør den til billigeste med A200, der første gang dukkede op i Sony Ericsson K850 og W910.
Skærmen er på de almindelige 240 x 320 pixels med 262.000 farver, og ifølge bloggen har telefonens tatster et design, der er meget forskelligt fra hvad vi tidligere har set fra Sony Ericsson. Navigationstasten er opdelt i fire taster med orange lys omkring. Hele telefonen skulle veje 100 gram.
Telefonen vil blive lanceret på messen CTIA i Las Vegas i næste uge.