TDCs kunder skal betale hurtigere

TDC ændrer betalings-betingelser, så kunder nu skal betale faste omkostninger forud. Det giver TDC udsigt til en betydelig kapitaltilførsel.

<f>TDCs kunder skal betale hurtigere</f>

I fremtiden skal TDC-kunder betale deres faste udgifter på telefon- og bredbåndsregningen forud.

Betalingsfristerne bliver i nogle tilfælde rykket to måneder frem i forhold til kundernes nuværende betingelser.

Groft sagt bruger TDC på den måde sine kunder som kassekredit. Ændringen kan give TDC en kapitaltilførsel på mellem 500 millioner og en milliard kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har TDC ikke gjort sine privatkunder opmærksomme på ændringen.

TDC afviser dog, at der ligger lumske bagtanker bag den tidlige opkrævning.

Jesper Bjerre, der er markedsdirektør i TDC Fastnet, forklarer, at betalingsændringen er et led i en oprydning i kundedatabasen, så alle kunder får de samme betingelser. Ifølge Jyllands-Posten hænger ændringen dog også sammen med, at TDC er inde i en periode med massiv effektivisering og optimering.

For eksempel har TDCs nye ejere, de fem udenlandske kapitalfonde, konstant behov for at skaffe midler til at betale af på de renter, som købet af TDC medførte. Sidste år betalte TDC 3,2 milliarder i renter.