TDC hæver igen igen prisen på fastnet
Fra den 1. april vil det være 8 procent dyrere at foretaget et opkald fra dit fastnetabonnement hos TDC. Det skriver Jyllands-Posten. Avisen kan samtidig fortælle, at TDC med 7 ud af 10 fastnetkunder nærmest sidder egenrådigt på markedet.
Teleanalytikeren Torben Rune vurderer overfor Jyllands-Posten, at konkurrencen på fastnetområdet ikke fungerer:
– Det benytter TDC sig af. De senere år har der været et utal af prisstigninger, men de er kommet som en tyv om natten. Derfor har forbrugerne ikke haft en chance for at reagere, udtaler Torben Rune, der er administrerende direktør i telerådgivningsfirmaet Netplan, i onsdagens udgave af Jyllands-Posten.
TDC forklarer, at prisstigningen skal ses i lyset af, at konkurrenterne har hævet afregningsprisen selskaberne imellem.
– Derfor tjener TDC ikke en krone på omlægningen af priserne, udtaler Jesper Bjerre, der er markedsdirektør i Fastnet Norden – TDC’s nordiske fastnetforretning.
Den seneste prisstigning sker samtidig med, at fastnetkunderne flygter fra TDC i stor stil. Inden for det seneste år har teleselskabet mistet omkring 156.000 fastnetkunder.
Ydermere har TDC måtte sande, at kundebasen på fastnetabonnement er reduceret med hele 500.000 på blot fem år. Det svarer til et tab på 800 millioner i tabte abonnementskroner.