Vi har prøvet Samsung F330
Samsung har høstet stor ros for deres modeller fra Ultra-serien, og den nye musikmobil har flere ligheder med den serie. Desværre mangler den en ting, som nogle nok vil sætte pris på, nemlig kvalitetsfornemmelsen.
Det tynde cover i mat metalimitation fra for eksempel U600 og U700 er erstattet med hvid plast, der let ridser. Hvad man end synes om materialevalget, kan man ikke fornægte, at Samsung kan det her med skydemobiler. Mekanismen har kun et minimalt gab, og kraften, der skal til for at åbne og lukke mobilen, er godt tilpasset.
Skærmen er spejlblank og skarp med QVGA-opløsning. Spejloverfladen dæmper lysstyrken noget, men skærmen er alligevel let at aflæse også udendørs og i stærkt lys. Brugerfladen er en hvid baggrund, der passer godt til mobilens cover. Men man kan ændre baggrunden, hvis man har lyst til det.
Det er tydeligt, at F330 er en mobil med musikfokus. Musikafspilleren har sin egen knap nedenunder firvejsknappen, der også er mærket med musiksymboler. Afspilleren starter hurtigt og har en god brugerflade, der viser albumgrafik og den vigtigste metainformation fra musikfilerne. Elegancen i animationer og effekter når ikke op på samme niveau som den tredje generation af Walkman-afspilleren fra Sony Ericsson.
Høretelefonerne, der følger med, er helt okay, men mobilen lyder endnu bedre med et par rigtig gode høretelefoner. Den indbyggede ICEpower-forstærker kan også drive store, lukkede høretelefoner uden problemer.
Radioen har RDS og viser både navnet på stationen og information om det aktuelle program. Den kan ikke selv finde de tilgængelige radiostationer, og det går frustrerende langsomt at lægge de forskellige frekvenser ind manuelt, men når man har gemt kanalerne som genveje, går det fint.
Kameraet på to megapixel har kun fixfokus og mangler fotobelysning, og de par billeder vi har taget indtil videre har været temmelig dårlige. Men man kan let lægge billeder og videoklip direkte på websites som Flickr, Blogger og YouTube.
Vores samlede indtryk af F330 er "et skridt fremad og to skridt tilbage". Der er kommet mange gode funktioner til i brugerfladen samt FM-radio, men vi ved, at Samsung kan gøre det bedre. Med et autofokuskamera og mere konventionelle knapper havde F330 kunnet nærme sig en topkarakter.
De første indtryk af F330 er, at der er tale om et skridt frem og to tilbage. Som musikmobil er den fin, men kvalitetsfornemmelsen imponerer ikke og et ordentlig kamera (bare med autofokus ville være fint) savner vi også.
Du kan læse vores endelige test af Samsung F330 i næste nummer af Mobil.