Motorola: Vi har, hvad der skal til for at vokse igen
Det er ingen hemmelighed, at Motorola døjer med store problemer på mobilmarkedet. På et år tabte de cirka ni procent af det globale mobilmarked, til trods for at de har en af verdens bedst sælgende mobiltelefoner, nemlig Razr V2. Den satte nye standarder for mobildesign, og konkurrenterne er ikke sene til at anerkende dens betydning på det område.
Men den har også været et problem for Motorola, for de har haft svært ved at løsrive sig fra succes-opskriften, som nogle i øvrigt mener, bare var et vildskud, der ramt plet. I starten var den kun ment som en kendis-telefon til de få, så noget tyder på, at Motorola ikke var klar over, at det var sådan en telefon, som hele branchen gik og sukkede efter. Men det var det, og den er i dag solgt i mere end 110 millioner eksemplarer verden over.
Det har dog ikke forhindret Motorola i at tabe omkring ni procent af mobilmarkedet på blot ét år, men Motorolas nye nordiske chef, Kamil Tuma, afviser, at Motorola er inde på et katastrofespor:
– Jeg har været i industrien i 14 år og det er en lang cyklus. Det er en maraton, ikke en sprint. Som firma er vi fokuserede på profitvækst over tid. Mobilindustrien er en af de hurtigst voksende og med dynamiske industrier, så derfor må vi være innovative og udvikle vores strategi, mens vi bevæger os fremad. Det handler om meget mere end ren og skær jagt efter markedsandele. Vi har fokus på vores partnere og introducerer nye telefoner for at forstærke vores brand, forklarer han om Motorolas strategi for at vinde de tabte markedsandele tilbage.
To af de telefoner, som Tuma forestiller sig, skal være med til at sætte skub i Motorola igen, er Z10 og Rokr E8.
– Z10 har et hurtigt kamera, er let t redigere film på og med et enkelt klik kan man sende billeder til Flickr. Den har stor interesse for de nordiske brugere. E8 er en musikmobil med 2 GB intern hukommelse, patenterede funktioner og taster med dedikererede musikfunktioner, forklarer Tuma.
Han kalder de første Rokr-produkter for “en læreproces”, da jeg spørger til den kritik, specielt E2 fik, da den blev præsenteret for et par år siden.
Men hvordan forestiller I jer, at en model som E8 skal tage kampen op med musikmodeller fra for eksempel Nokia, Samsung og Sony Ericsson i et land som Danmark?
– Jeg tror på valg. Brugerne skal have noget at vælge mellem, så får vi svarerne. Et marked som det danske er meget udfordrende, og vi håber, at vi tager de rigtige valg, forklarer Tuma.
Selvom Razr-formularen ofte bliver nævnt som årsagen til Motorolas nedtur, så holder Motorola alligevel ved formularen, og Tuma overbevist om, at Motorola har, hvad der skal til for at vokse igen:
– Vi har en bred portefølje af multimedia-telefoner; low-end, mid-end og high-end. Multimedia er i fokus hos kunderne, det glemmer vi ikke, forklarer Tuma.
Han understreger samtidig, at Razr stadig er et utroligt stort aktiv for Motorola:
– Ser man på Motorola-produkterne ser man en i vores designsprog. Alle Motorola-produkter har en unik personlighed, men vores mål er, at hvert eneste produkt skal kunne genkendes som Motorolas. At de har en sjat forskellighed ligger i vores DNA, forklarer Tuma.
En anden måde at vinde markedsandele på, er at få fat i de store markeder i udviklingslandene, og Tuma forklarer, at Motorola vil sætte ind her med billigere telefoner.