TeliaSonera stjæler svenske avisers annoncepenge

Den nye SurfOpen fra TeliaSonera ændrer hjemmesidernes udseende på brugernes mobil og skjuler indholdsejernes reklamebannere. Disse erstattes til gengæld af teleselskabets egne annoncepladser.

TeliaSonera stjæler svenske avisers annoncepenge

Teleselskabet TeliaSonera og diverse svenske aviser er kommet i clinch med hinanden. Det skriver dagensit.no. Baggrunden er teleselskabets nye tjeneste SurfOpen, som blev lanceret under mobilkonferencen Mobile World Congress i Barcelona i sidste uge.

SurfOpen giver kunderne en åben og mere enkel tilgang til internet på mobilen, men det er TeliaSonera, der bestemmer, hvordan hjemmesidernes indhold præsenteres på brugerens skærm.

I toppen af SurfOpen finder man – udover en navigationsmenu – tjenestens egen annonceplads. Dette koncept åbner op for nye muligheder inden for annoncering på mobiltelefoner.

– Vi tror, at denne annonceplads bliver attraktiv, udtaler Kenneth Karlberg fra TeliaSonera ifølge dagensit.no.

Netop bannerets placering bringer sindene i kog hos diverse svenske aviser.

– Det er helt uacceptabelt, at vores redaktionelle indhold skal vises i SurfOpen uden at vores annoncer er synlige. Det er et forsøg på at kapitalisere avisernes redaktionelle indhold, udtaler Expressens chefredaktør Thomas Mattson til den norske avis Dagens Medier.

Blandt de svenske aviser hersker der også en utilfredshed med SurfOpens indgriben i hjemmesidernes fremtræden på brugernes skærm. Dagensit.no skriver, at flere aviser udtrykker harme over, at deres egne mobile netsider, der er udviklet for at give de mobile læsere en god og læsevenlig oplevelse, pludselig fremstår anderledes, end de originalt var tiltænkt.

Konflikten har resulteret i, at flere aviser nu vil blokere det indhold, som de sædvanligvis leverer til teleselskabet. Ifølge dagensmedia.se skulle aftonbladet.se og di.se allerede være i gang med at udføre en blokering af TeliaSonera.