For mange mobiltelefoner bliver smidt ud

For mange mobiltelefoner lander i skraldespanden i stedet for på genbrugsstationen. Kun hver tiende kasserede telefon ender hos en godkendt affaldsbehandler.

For mange mobiltelefoner bliver smidt ud

Hvert år bliver en million mobiltelefoner kasseret i Danmark. Langt de fleste ryger direkte i skraldespanden, skriver avisen 24timer. Ifølge Informationscenter for Miljø og Sundhed er det kun hver tiende kasserede mobiltelefon, der ender hos godkendte affaldsbehandlere. Mobiltelefonerne forgifter røgen på forbrændingsanlæggene og samtidig går værdifulde metaller til spilde.

– Den største udfordring er lige nu at lære folk, at de simpelthen ikke må smide deres elektroniske affald ud. Det er jo ikke en bananskræl, vi har med at gøre, men produkter, der indeholder en række skadelige kemiske stoffer og tungmetaller, siger civilingeniør Jacob Hartmann fra Greenpeace til 24timer.

Hver gang, der produceres en mobiltelefon på 100 gram, skabes der 75 kilo affald, primært mineaffald fra metaludvindingen.

Derfor bør forbrugerne tænke sig om, inden de kasserer en velfungerende mobil for at anskaffe en lidt nyere model, mener Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor på DTU.

– Forbrugerne kan indimellem spørge sig selv, om de virkelig har brug for det her, i stedet for at lade sig styre af elektronikudbyderne, siger Michael Søgaard Jørgensen.