MWC: Vi har prøvet HTC P3470
P3470 bliver ikke lanceret som en Touch-model, og det er faktisk temmelig mærkelig, for designmæssigt har den noget mere tilfælles med de to andre modeller fra den serie. Det er specielt mærkeligt, når man tænker på en model som den nye Touch Cruise, som designmæssigt ikke har meget til fælles med Touch-designet.
Men det har P3470. Materialet er det samme lækre, og finish emmer bare af høj klasse. Der er intet almindeligt tastatur, så man skriver direkte på skærmtastaturet. Det er samme løsning, som vi ser på deres andre modeller uden almindeligt tastatur. Har man store fingre, kan det være lidt besværligt at skrive med fingrene direkte på skærmen, og så må man bruge pennen. Det er dog ikke en specielt smidig løsning, hvis man har travlt.
P3470 har HTC’s egen TouchFLO integreret på samme måde som de andre modeller med TouchFLO. Det vil sige, at det kun er delvist integreret, til gengæld virker teknikken til at være blevet langt nemmere at bruge.
Med TouchFLO kan man bevæge sig rundt i menuerne og bladre i for eksempel billedalbummet ved at trykke på skærmen eller trække en finger hen over skærmen. På Touch og Touh Dual kunne man ikke altid få telefonen til at makke ret på den måde, men man mærker tydeligt, at det er blevet forbedret markant på P3470.
Det er for eksempel langt lettere og smidigere at bladre gennem billedalbummet, og den gennemgående oplevelse er, at brugervenligheden har fået et gevaldigt nøk i den rigtige retning.
P3470 har indbygget GPS, som vi desværre ikke kunne teste inde på messen, men TomTom leverer som sædvanligt kortene. Kameraet er på to megapixel, og er endnu en gang en svaghed hos HTC. De billeder vi tog, kunne vi se i telefonens billedalbum, og de var mildest talt dårlige.
Efter vores første indtryk af P3470, vil vi råde dig til at droppe et køb af Touch Cruise, hvis du havde planer om det, for den her model virker meget mere som den GPS-smartphone, Touch Cruise burde have været. Kameraet er godt nok noget dårligere, men til gengæld skulle den blive noget billigere.