MWC: Nokia præsenterer N78 med GPS og FM-sender
På mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona, har Nokia netop annonceret deres nye N-serie-mobil ved navn Nokia N78. Modellen byder på flere spændende ting, men mest anderledes og interessant er nok, at den har en integreret FM-sender. Det vil sige, at den kan udsende lyd og musik til en FM-radio i nærheden.
FM-sender er dog ikke det eneste den nye N78 byder på. Den bruger for eksempel det helt nye styresystem S60 Feature Pack 2, og har også indbygget GPS. Desuden understøtter den både turbo-3G og WLAN, ligesom den også har et kamera på 3,2 megapixel med autofokus. Skærmen er 2,4 tommer stor og har en opløsning på 240 x 320 pixel. N78 understøtter microSD-kort og måler 113 x 49 x 15,1 mm, mens vægten er 101,8 g.
Nokia N78 skulle komme ud i andet kvartal til en pris på cirka 3300 kroner uden abonnement.