Asus på vej med Touch-konkurrent
Det taiwanesiske firma Asus har igennem de seneste par år langsomt, men sikkert, udvidet deres sortiment af smartphones. Nu ser de ud til at være parat med en ny lille model, som sitet MobiFrance er kommet i besiddelse af billeder af. Og den ser ud til at blive en direkte konkurrent til HTC’s lille populære smartphone Touch.
Navnet på den nye Asus-model er endnu ikke kendt, men dens kodenavn er Galaxy Asus Mini. Ud over at bruge Windows Mobile 6 har den også samme processor på 200 MHz, som vi kender det fra HTC Touch.
Ligesom Touch har den også WLAN, Bluetooth og et kamera på to megapixel, men mangler 3G. Til gengæld har Asus’ nye model indbygget GPS, mens skærmen har en opløsning på 240 x 320 pixel.
Den nye Asus skulle komme i farverne pink, blå og champagne engang i andet kvartal til en pris på omkring 3.000 kroner. Du kan se flere billeder af modellen ved at følge linket herunder.