Nokias markedsandel nu på 40 procent
Nokia afsendte i fjerde kvartal hele 133,5 millioner produkter, hvilket er 27 procent mere end fjerde kvartal sidste år. Kigger man på resultaterne for hele år 2007, er der således afsendt 437,1 millioner enheder fra Nokia – en stigning på 25,8 procent sammenlignet med 2006.
Denne enorme mængde afsendte enheder, sikrer Nokia en markedsandel på minimum 40 procent, og derved har Nokia nået deres mål, om at blive first in the fourties.
Kigger man på enkelte markeder, såsom Nordamerika, er Nokias salgstal dog faldet med 23,3 procent. Nokias markedsandel i Nordamerika faldt 5,8 procent, mens alle andre regioner bortset fra Kina, indbragte mindst tocifrede procentstigninger sammenlignet med forrige kvartal.
Nseries og Eseries baner vejen
Nokias multimedieløsninger, også kaldet Nseries-telefonerne, har vist sig populære i 2007. Salget er steget med 48 procent sammenlignet med året før – dog er det intet i forhold til de erhvervsrettede telefoner. Eseries-modellernes salg er steget med 102 procent, og gik dermed fra underskud til et overskud på 118 millioner euro.
Generelt har S60-baserede smartphones givet gode salgstal for Nokia i i fjerde kvartal – 18,8 millioner enheder er blevet sendt afsted fra fabrikkerne, sammenlignet med 11,1 millioner forrige år.
Samlet set har Nokia solgt for 15,7 milliarder euro i 2007. Salgstallet steg således med 34 procent, og den gennemsnitslige pris for en enhed er steget til 83 euro.