Kameratest del 5: Nokia N82
Nokias nye supermobil hedder N82. Den har lige så mange fede funktioner som den ældre N95. Frem for alt har den et 5 megapixel-kamera med rigtig blitz, og det gør den til den bedste kameramobil fra finnerne nogensinde. Billederne bliver først og fremmest skarpe, også ved svære motiver.
Har man børn, der bevæger sig med lynets hast, giver blitzen i N82 et betydeligt bedre resultat indendørs end for eksempel N95.
N82 er også klart den hurtigste til at starte kameraet og til at gemme billederne.
Eneste irritation er, at det tager et sekunds tid, inden billedet tages, fra man har trykket på udløseren. De andre er ikke hurtigere, men det havde lige været prikken over i’et for N82.
Når man har taget et billede, kan man med et enkelt klik lægge det op på billedsiden Flickr. Film kan uploades til Vox.
Billedgalleriet er en af Nokias stærke sider, og det bliver endnu bedre, når visningen på skærmen vender sig automatisk til vandret stilling (wide screen), når man drejer telefonen.
Også videokameraet er over normalt standard og optager i VGA-format (640 x 480 pixel) med 30 billeder per sekund. De fleste gode mobiler nøjes med en fjerdedel af den opløsning og 15 billeder per sekund.
Plusser
Suverænt kamera
God billed- og videodeling
Minusser
Batteritiden
Mangler fotolys til videooptager
Konklusion
N82 er lige en tand bedre end Sony Ericsson K850, når det gælder kameraet. Når det gælder funktioner generelt, er den langt foran den svenske konkurrent. Ekstrafunktioner som GPS, MP3-afspiller, turbo-3G og wi-fi er rigtig godt integreret i mobilen. N82 er det bedste bevis på lige nu, at mobiltelefoner bliver centrum for al vores elektronik i hverdagen.
TESTVINDER!
Karakter: 6/6
Nokia N82
Pris: 4.000 kroner
www.nokia.dk
Endelig konklusion
Vinderen blev altså Nokia N82, der tager forrygende billeder og er spækket med mange interessante ekstrafunktioner. Lige efter kommer Sony Ericsson K850, som har suverænt kamera, men lige mangler det sidste på ekstrafunktioner til at blive lige så interessant som N82.
Men kan vinderen Nokia N82 og nummer to Sony Ericsson K850 så erstatte et rigtigt kompaktkamera? Det er et spørgsmål, jeg har fået mange gange, når jeg fortæller om kameraet i de to mobiltelefoner. Og svaret er ‘ja’. Også Nokia N95 er en god følgesvend, når der skal tages billeder, men LG KU 990 Viewty og Samsung G600 kan vi ikke anbefale som erstatning til et almindeligt kompaktkamera.
Et rigtig kamera har naturligvis en bedre fototeknik og kan ofte tage billederne hurtigere end kameramobiler, men langt de fleste billeder havner alligevel bare på computeren. Her bemærker man ikke eventuelle slørede detaljer.
Desuden er der andre gode fordele ved at have kameraet integreret i en mobiltelefon. Man har altid kameraet med sig og det er let hurtigt at dele billederne med andre på nettet.