Samsung i550 vil finde din vej
For folk der rigtig kender Samsung, har deres gamle styresystem ikke været det store problem, men hvis man ikke har haft en Samsung-mobil før, så kan man blive noget generet af det ugennemsigtige brugersystem.
Det har Samsung rådet bod på med deres seneste lancering af i450. Den er nemlig udstyret med det velkendte Symbian-styresystem, og deres nyeste GPS-mobil, i550 fortsætter den stime. Det er Samsungs anden GPS-mobil, som de lancerer i Norden, og med et udseende, der godt kunne minde en smule om Sony Ericssons tidlige kamera-mobiler, er de vel sikret en form for kundeskare.
Med en genvejstast til GPS’en lige ved den blålysende centralknap, ligger GPS-applikationen fra Navigon ikke langt væk. Der er kort over de nordiske lande i en prøveperiode, og derefter gælder det om at punge ud. Derudover byder Samsung i550 også på et 3,2-megapixelkamera med autofokus, musikafspiller og Stereo Bluetooth, så man ikke generes af ledninger.
Samsung i550 skulle gerne være i handlen til april og ligge på en pris på omkring 3.800 kroner uden abonnement.