Ultra smart og mobil pc fra LG

Virker en bærbar pc for stor, og er en smartphone for lille, så kan en UMPC - Ultra Mobile PC - måske være noget. LG kommer snart med en lille fiks variant med turbo-3G, w-lan og måske også GPS.

Ultra smart og mobil pc fra LG

Samsung lancerede en UMPC for nogle uger siden, og nu vil LG også lege med. Specifikationerne er ikke helt på plads, men den kommer til at køre med en pc-version af Windows Vista i stedet for en nedbarberet version, som normalt bruges i smartphones.

Det betyder, at den i princippet vil fungere som en helt normal computer, selvom den let kan glide ned i jakkelommen.

Modellen bliver udrustet med W-lan, og der skulle også komme en dyrere variant med turbo-3G indbygget. Men det kan kun bruges til data, så det skulle ikke være muligt at lave opkald fra den. Man kan dog ringe via Skype med den.

Tastaturet ligger gemt under skærmen og skydes frem ved brug. Ifølge oplysninger om modellen vil den få svenske tegn på tastaturet, så mon ikke den også kommer i en version med danske tegn, hvis den altså rammer det danske marked.

Den skulle blive udrustet med 1 GB Ram og 40 GB harddisk. Vægtskålen viser 590 gram og målebåndet 148 x 92 x 292 mm.

WVGA-skærmen er på 4,8 tommer og er trykfølsom.

Ifølge LG bliver det ikke helt usandsynligt, at der også vil følge en GPS-løsning med i modellen.

Der er ikke oplyst batteritider på modellen, men ifølge LG skulle batteriet kunne række til tre timers effektiv filmafspilning, inden det skal oplades igen.

Prisen for modellen vurderes til at blive omkring 8.000 kroner.