Happiimobil blæser ny mobilkrig i gang

Mobilselskabet Happiimobil dumper prisen på taletid, så et minut nu koster 10 øre. Bibob-direktør Frank Rasmusssen kalder det for "et meget aggressivt tiltag".

Happiimobil blæser ny mobilkrig i gang

Mobilselskabet Happimobil har valgt at sætte nyt fut i priskrigen på det danske mobilmarked. I dag har firmaet sat minuttaksten markant ned.

Firmaets Happii-maxii-produkt koster nu 99 kroner om måneden i abonnement. Til gengæld skal man kun lægge 10 øre i minuttet. Abonnementet er sekundafregnet, så man betaler 0,17 øre i sekundet. Med samme abonnement koster det fem øre at sende en SMS. Der er ingen opkaldsafgifter.

Happiimobil har under et halvt år på bagen, men direktør Poul Thyregod mener, at firmaet nu lægger sig foran de fleste konkurrenter.

Firmaet har allerede lanceret discountproduktet Happii-Basiic, der til dels matcher Bibob, som var anledning til hele priskrigen. Men den slags abonnementer er primært til, hvad direktøren kalder sommerhusmobiler, der ikke skal bruges dagligt:

– Med prisnedsættelsen vil vi gerne have, at folk sætter sig ned og kigger på deres telefonregning. Mange ved slet ikke, hvad de taler for om måneden, men når de finder ud af det, så vil de kunne se, at det kan betale sig at skifte, siger direktør Poul Thyregod.

Han mener, at man kan fravælge discountabonnementer – som Happiimobils eget eller Bibobs, så snart man har en telefonregning på over 119 kroner – udelukkende for telefoni. Hvis man både bruger telefonen til tale og sms, kan det ifølge direktøren betale sig at vælge Happii-maxii – fremfor discountabonnementer, hvis man sender mere end 20 sms'er og taler mere end 4,6 minutter om måneden.

– Jeg har meget svært ved at se, hvem der kan konkurrere med det her. Vi er jo næsten ved at tale flatrate på telefoni, siger direktøren.

Hos Bibob har man noteret konkurrentens tiltag:

– Det er et meget aggressivt tiltag, som kommer til at påvirke alle udbydere, siger Bibobs direktør Frank Rasmussen.

Han er dog meget interesseret i at høre nærmere om den prisaftale, som gør Happiimobil i stand til at sælge sine minutter så billigt.

Happiimobils direktør ønsker dog ikke at komme ind på aftalen. Happiimobil bruger TDCs net via en aftale med Unotel.