Dansk Tamagotchi-kopi til mobilen

Et dansk firma har udviklet et interaktivt digitalt kæledyr til mobilen med det japansk-klingende navn GinkuChi.

Dansk Tamagotchi-kopi til mobilen

Hvem husker ikke det populære legetøj Tamagotchi for ti år siden? Nu har et dansk firma udviklet en Tamagotchi-kopi, som kører på mobiltelefonen. Den har oven i købet fået det japansk-klingende navn GinkuChi, så der er næppe tvivl om, hvor inspirationen kommer fra.

Ligesom Tamagotchi handler det danske mobilspil om at opdrage og pleje et digitalt kæledyr. Målgruppen er børn i alderen 8-13 år.

I sin pressemeddelelse fremhæver det danske softwarefirma Ginku, at mobilen efterhånden har udviklet sig til menneskets bedste ven, som altid er med os. Og så er det jo oplagt at tage skridtet fuldt ud og gøre mobilen til et digitalt kæledyr.

Det er gratis at hente programmet, men det koster 20 kroner om måneden at oprette en onlineprofil, der giver adgang til at tilpasse dyret og kommunikere med andre brugere.

Efter den danske lancering skal programmet introduceres i vores nordiske nabolande, Tyskland og England.