Telenor sætter sig på tronen
Sidste år vakte det røre i it-branchen, da Finansministeriet gav en lille håndfuld firmaer monopolagtig status som eneleverandører af blandt andet kopimaskiner og printere – mens alle andre firmaer blev holdt ude fra det statlige marked.
I en ny udbudsrunde, som netop er afsluttet, har staten udvalgt tre leverandører for flere af de forskellige it-områder, mens man nøjes med at tildele leverandørrettighederne til et enkelt firma på tele-områderne.
Dermed er Telenor med Cybercity blevet eneleverandør af alt, hvad der hedder telefoni til statslige virksomheder.
Det gælder også hjemmearbejdspladser, som er genstand for en særlig kontrakt.
På området datakommunikation er det TDC, der er løbet med sejren.
Fujitsu Siemens blev under megen presseomtale afvist fra pc-udbuddet i sidste års runde, da Finansministeriet mente, at en af de ultrabærbare pc’er, selskabet havde budt ind med, var to millimeter for tyk. Det fik Pc-producenten til at slæbe ministeriet for Klagenævnet for udbud, hvor man fik delvist medhold. Men lige meget hjalp det: Fujitsu Siemens er heller ikke med denne gang i det eksklusive selskab af pc-leverandører til staten. Her er de tre firmaer, der har eneret til at sælge pc’er, stadigvæk Dell, Lenovo og Topnordic/HP.
Fujitsu Siemens har dog fået lidt oprejsning: Selskabet er kommet med på server- og storagekontrakterne, som respektivt skal deles med HP og Dell samt med Hitachi og Dell.
Indkøbsaftalerne er forpligtende for staten, mens selvejende institutioner og kommuner frivilligt kan tilmelde sig én eller flere af statens indkøbsaftaler. Kontrakterne træder i kraft ved årsskiftet.