Stor opdatering klar til N95
Der er måske mange N95-ejere, der har kastet lange blikke efter den nye N95 8GB. Desværre får vi først den nye model at se i Danmark til januar. Men måske er det alligevel ikke så slemt. For Nokia har nemlig netop frigivet en opdatering til den originale N95. Og den skulle gøre den bedre på flere punkter.
En af de største forbedringer er understøttelsen af såkaldt Demand Paging. Det skulle blandt andet give en hurtigere telefon samt op til 50 procent ekstra fri ram. Således skulle beskederne om for lidt hukommelse nu gerne være fortid. Desuden skulle kameraet også være forbedret, og man kan nu søge direkte fra startskærmen. Et par N-Gage-demoer skulle desuden også være at finde. Derudover er der også flere andre forbedringer.
Du kan finde opdateringen, der har nummeret 20.0.015, ved at følge linket herunder. Men husk at tage backup først, for alt på telefonens hukommelse bliver slettet – dog ikke de ting, der ligger på hukommelseskortet.