UMA-telefon på vej fra Blackberry
Ifølge et dokument der er blevet offentliggjort hos FCC, der blandt andet godkender nye mobiltelefoner, vil Blackberry nu gerne til at sælge en model, der går under navnet 8120. Den har store ligheder med den nuværende 8130, der både har indbygget GPS og flere multimediefunktioner, end hvad der er normalt for Blackberry.
Fabrikanten Research In Motion (RIM) har tidligere satset på mere specielle mobiltelefoner, men har på det seneste forsøgt en bred produktføljeton. Og nu ser det ud til, de også gerne vil til at lancere en telefon med UMA-funktionalitet.
UMA-standarden er det der bliver brugt i Telias Home Free-abonnement, hvor man ringer via en W-lan-router, når man er i hjemmet, og via det normale mobilnet, hvis man befinder sig uden for routerens rækkevidde. Det er i øjeblikket noget begrænset, hvilke mobiler der tilbydes.
Udover UMA-funktionalitet indeholder 8120 selvfølgelig også W-lan, indbygget GPS og 2-megapixelkamera med blitz. Det er dog noget usikkert om denne UMA-telefon, vil være at finde på det danske marked, da det kun er TDC, der i øjeblikket fører Blackberry herhjemme.