Fastnetkunder kan snyde TDC
TDC står lige nu og leder efter en løsning, så teleselskabet kan tjekke, at deres kunder har ret til en månedlig rabat på 39 kroner.
Før den 9. november fik TDC’s fastnet-kunder automatisk den såkaldte samlerabat, hvis de både havde fastnet og bredbånd på en kobberlinje ejet af TDC. Det var for at undgå, at kunderne betalte to gange leje for samme stykke kobber.
Nu må kunderne dog selv skrive til TDC, hvis de vil have rabatten. Det vil fremgå af de næste regninger, som TDC sender ud. Det tidligere monopol kan dog ikke selv checke, om fastnetkunderne rent faktisk også er bredbåndskunder hos et andet selskab. Det kan TDC kun, hvis de også er bredbåndskunder hos TDC.
– Som udgangspunkt får vi ikke den viden, og så bliver vi nødt til at stole på folk, fortæller kommunikationsrådgiver Ib Konrad Jensen fra TDC.
Oprindeligt havde TDC dog ønsket, at selskabet stadig kunne krydstjekke i engros-afdelingen for at være sikre på, at kunderne også havde to linjer.
TDC havde egentlig overfor IT- og Telestyrelsen skitseret en løsning, hvor teleselskabet stadig brugte informationer fra engros-afdelingen.
– TDC har overfor os beskrevet en model, omkring efterlevelse af Teleklagenævnets afgørelse, det har vi så vurderet, og vi har vurderet at modellen er lovlig, men vi har stillet spørgsmålstegn ved en række forhold, og det er blandt andet kontrolmekanismen, fortæller Jakob Willer, der er kontorchef hos IT- og Telestyrelsen.
Hele sagen har været bøvlet for TDC, der nu skal til at finde alternative modeller for at tjekke kundernes krav om rabat. Men det bliver først og fremmest besværligt for kunderne, der selv skal henvende sig for at få samlerabatten.
– Nu skal folk så selv til at opsøge rabatten, og det er bureaukratisk, siger Ib Konrad Jensen.