Fastnettet bliver dyrere fra nytår
Prisforhøjelsen berører alle kundegrupper, men bruger man også telefonlinjen til bredbånd, undgår man ekstraudgifter. TDC hæver den 1. januar også den såkaldte samproduktionsrabat for kunder, der både har telefon og bredbånd på samme linje, fra 40 til 45 kroner per måned.
Op mod 40 pct. af samtlige fastnetkunder har i dag også bredbånd via telelinjen, og for dem er nettoresultatet altså et rundt nul.
– Sidste år faldt antallet af kunder med fastnettelefon med knap seks procent, men desværre falder vores omkostninger ikke tilsvarende. Derfor har vi besluttet at hæve abonnementsprisen fra årsskiftet, siger koncerndirektør Carsten Dilling, Fastnet Norden.
Baggrunden for ændringerne er, at IT- og Telestyrelsen har meddelt, at den såkaldte LRAIC-pris stiger fra 822 til 870 kroner om året eksklusiv moms. LRAIC er en beregningsmodel, som benyttes til at regulere maksimalpriserne på en række af TDC’s produkter, herunder også den månedlige lejepris på TDC’s kobberlinjer.
Ifølge IT- og Telestyrelsen var der i første halvår af 2007 knap tre millioner fastnettelefonlinjer herhjemme. Antallet af linjer toppede for seks år siden med knap 3,9 mio. linjer. Der er med andre ord blevet ca. 900.000 færre betalte abonnementslinjer til at dække udgifterne.