Gameover for mobilspil

Spilbranchen har længe haft store forventninger til at tjene kassen på mobilspil. Men det går i den forkerte retning, viser nye tal.

Gameover for mobilspil

I årets andet kvartal faldt omsætningen på mobilspil med ni procent. Til sammenligning steg den 11 procent i årets første kvartal. Det blev ellers spået fra alle sider, at mobilspilindustrien snart ville opleve en eksplosiv stigning.

Det er analysefirmaet iSuppli, som står bag de seneste tal. Kun en lille del af mobilbrugerne køber nogensinde et spil, og dem der gør, gør det som regel kun en gang, da de ikke får nogen speciel god oplevelse ud af det.

Selvom spilbranchen altså oplever en mindre nedtur lige nu, når det gælder mobilspil, så forventer iSuppli, at der vil ske en tredobling af omsætningen på mobilspilmarkedet inden 2011, i takt med at spillene gøres mere interaktive, kan spille i større netværk samt bliver lokationsbestemte.

Omsætningen for mobilspil venter iSuppli vil være i omegnen af 6,6 milliader dollar i 2011.