Nokias brugervenlige 5610 XpressMusic

Som det var tilfældet med lillebror, 5310 XpressMusic, så er det egentlig ikke musikfunktionerne, der imponerer mest med 5610 XpressMusic. Det er mere brugervenligheden, der er mest imponerende, når man danner sig de første indtryk.

Nokias brugervenlige 5610 XpressMusic

5610 XpressMusic er ikke den tyndeste mobil på markedet med 17 millimeter i tykkelsen og en vægtskål, der viser 111 gram. Men når man får den i hånden, virker den faktisk ganske elegant, og de røde og sorte farver spiller godt sammen.

At det er en musikmobil ses på den dedikerede musiktast lige under skærmen. Skydes den til venstre, kommer man direkte ind til musikbiblioteket, skydes den til højre, aktivers radioen. Smart og praktisk.

Men det er næsten også det eneste, der kan retfærdiggøre, at den skal have prædikatet "musikmobil". Der følger da et hukommelseskort på 1 GB med i boksen, men det kan jo også bruges til så meget andet. Musiafspilleren virker i store træk som Nokias musikafspillere nu en gang virker. Derimod er FM-radioen udstyret med RDS. Det er på tide, Nokia satser på den teknik, der selv finder frekvensen til den radiostation, man lytter til, selvom man bevæger sig fra den ene ende af landet til den anden. Den teknik har Sony Ericsson haft i lang tid.

Der, hvor de bedste indtryk ellers kommer fra, er selve brugervenligheden. Skydefunktionen er god, tasterne enormt behagelige i brug, og det er let og overskueligt at bevæge sig rundt i menuerne. Simple ting som sms og opkald er blandt de mest brugervenlige man kan forestille sig. Alt er intuitivt skruet sammen.

Derimod er web-funktionerne ikke særlig brugbare, selvom der fra start ligger links under bogmærker til for eksempel Youtube og Google. Specielt Youtube klarer den ikke særlig godt selv med 3G, og det er en af svaghederne ved 5610. Jeg synes faktisk ikke, at 3G-teknikken fungerer for godt og stabilt. Da jeg prøver at klikke mig ind på den mobile version af Youtube, vil den simpelthen ikke afspille videoklip. Kun de tekst baserede sider eller sider med sparsomt billedemateriale håndterer den nogenlunde.

Vi tester 5610 XpressMusic i december-udgaven af Mobil, hvor du kan læse den endelige dom af den. Men vi kan altså allerede nu afsløre, at det første indtryk generelt er rigtig godt.

5610 har et kamera på 3,2 megapixel. Det tager ganske habile udendørs billeder ved højlys dag, men indendørs bliver billeder temmelig grynede.