Betal via mobilen til januar

Så er det snart slut med at hive dankortet op for at betale. Det kan snart gøres på mobiltelefonen, og hvis det står til Elgiganten, bliver det allerede muligt fra januar næste år.

Betal via mobilen til januar

Mobiltelefonen giver flere og flere muligheder, og udviklingen ser aldrig ud til at stoppe eller bare slappe af et øjeblik. Blandt andet skulle det meget snart blive muligt at betale regningen via mobilen.

Det eneste, det kræver, er at oplyse telefonnummeret til ekspedienten via et nyt system fra virksomhederne Cellpoint Mobile og DIBS Payment Services. Systemet fungerer ved, at kunden oplyser sit telefonnummer, og modtager efterfølgende en sms, der skal besvares med kreditkortoplysninger.

Men i første omgang er det en noget mere enkel betalingsversion, som Elgiganten kommer med. Fra januar næste år kan kunden modtage en sms fra Elgiganten efter snak med kundeservice. I denne sms vil der være et link til en betalingsside på mobilen, som gør det muligt at betale og bestille det bestemte produkt direkte på mobilen. Men er den overhovedet sikker nok?

– Vi har prøvet os frem med mange forskellige løsninger til betaling på mobilen. Og i første omgang fandt vi denne løsning mest sikker. Netop det faktum, at kunden først har kontaktet kundeservice, sikrer os også, at der ikke bliver svindlet med at sende en falsk side ud, forsikrer Elgigantens administrerende direktør Stig Myklebust.