Apple sagsøgt for giftig iPhone
Apple sagsøges nu af organisationen Center for Environmental Health i USA. Det sker efter at Greenpeace i går kunne dokumentere, at halvdelen af i alt 18 interne og eksterne iPhone-komponenter indeholder bromerede flammehæmmere – eksempelvis printpladen i iPhone’s antenne, der indeholder ti procent flammehæmmere. Desuden viste det sig, at hovedtelefonernes kabler er af PVC og indeholder 1,5 procent phthalater, der er forbudt i børnelegetøj.
– Der er ingen grund til at have disse potentielt farlige kemikalier i iPhones […] Vi forventer at Apple vil reformulere sine produkterfor at gøre dem mere sikre fra vugge til grav, så de ikke udgør en trussel for forbrugere, arbejdere eller miljøet, siger Michael Green, executive director hos Center for Environmental Health.
Ifølge Californisk lov må alle produkter der indeholder giftige stoffer, som phthalater bære et advarselsklistermærke, og det gør iPhone ikke. Omvendt overholder iPhone EU’s miljøkrav og hverken dette sagsanlæg eller Greenpeace’s rapport er i sig selv hindringer for at iPhone kommer til Europa.