Sony Ericsson sælger mere, men tjener mindre
Antallet af solgte mobiler fra juli til og med september steg 31 prodcent sammenlignet med de 19,8 millioner fra forrige år til de 25,9 millioner i år. Denne stigning skyldes de høje salgstal for billige modeller.
Konkurrencen er dog fortsat hård. Det handler især om de lidt dyrere telefoner, Walkman-mobilerne og Cybershot-mobilerne. For at få en større markedsandel har Sony Ericsson satset på markeder med hurtigt vækst indenfor mobiltelefoni – lande som Indien og Latinamerika. Her bliver indkomsten dog en kende lavere, hvilket medfører en lavere gennemsnitspris.
I løbet af tredje kvartal forrige år var gennemsnitsprisen på 1.100 kroner (147 euro), hvor gennemsnitsprisen i år er på kun 900 kroner (120 euro). Sony Ericsson mener dog, at resultatet for tredje kvartal forrige år var exceptionelt godt, hvilket gør det svært at sammenligne.
Omsætningen steg med 7 procent til 3,11 milliarder euro sammenlignet med 2,91 milliarder forrige år.
Trods flere solgte mobiler og højere indtægt faldt fortjenesten før skat på grund af det lavere prisgennemsnit til 384 millioner euro fra 433 millioner euro. Nettofortjenesten faldt med 10 procent til 267 millioner euro.
Foretagendet øgede samtidig prognosen for verdens totale antal solgte mobiltelefoner i 2007, og tror nu på, at der sammenlagt vil blive solgt 1,1 milliarder mobiler på verdensplan i 2007. Ydermere tror Sony Ericsson, at de har øget deres markedsandel til over 9 procent, hvor den var på 8 procent i fjor.