Sony Ericsson P1: Sulten efter revanche
Man kan ikke lade være med at nævne de klager, der har været over forgængeren P990. Den var virkelig banebrydende, da den kom, fuldspækket med mediefunktioner. Men P990 havde en del fejl, som det har taget Sony Ericsson lang tid at få ordnet.
Sony Ericsson P1 er på en måde resultatet af det arbejde. En smart mobil, krydret med både programmer og andre funktioner – som kamera og FM-radio. Den føles som en revanchesulten smart type, og det er jo altid en god start.
De tidligere modeller i Sony Ericssons P-serie har været rigtig dyre, men alligevel bemærkelsesværdigt plasticagtige i materialerne. En ting, der taler for P1, er faktisk, at prisen er rimelig for en topmodel. Den koster ca. 4000 kr. helt uden abonnement. Materialefølelsen er alligevel betydeligt bedre end hos forgængerne med en forside i børstet letmetal. P1 føles faktisk gedigen. Sammenlignet med P990, som var ret stor og klumpet, er P1 også mere lommevenlig.
Men det lommevenlige format har også en pris. Mere klumpede og brede konkurrenter har også mere plads til et tastatur. Sony Ericsson har løst det på en lidt anderledes måde. Hver tast har to bogstaver, og man får det rigtige bogstav ved at trykke på højre og venstre side af tasten. Det lærer man ret hurtigt, og det er faktisk en genial løsning. Den tidligere model M600 havde for øvrigt også et tastatur af denne slags, men P1 har ikke lige så kantede, men mere behagelige taster at trykke på.
De 12 taster i midten af tastaturet er også et almindeligt ciffertastatur. I telefonens grundindstillling fungerer de altså som cifre.
Hvordan fungerer det så at skrive på tastaturet? Sammenlignet med konkurrenternes smarte mobiler går det stort set lige så hurtigt. Det er meget sjældent, man rammer forkert, hvilket viser, at systemet med to bogstaver på hver tast fungerer fint. (Måske kan det være lidt sværere for folk med større fingre end mig.)
Der er ingen separate taster til danske bogstaver. Der må man trykke flere gange på for eksempel A, og så kommer A, Æ, Å og så videre frem på skærmen. Tre tryk på A giver altså Å. Det fungerer i og for sig fint nok efter et stykke tid, men det havde selvfølgelig været bedre med separate taster til vores danske tegn.
30 sprog
Noget, der af og til gør skrivningen lettere, er, at Sony Ericsson har indbygget den nye version af T9. Længst oppe på skærmen vises der, når jeg skriver et ord, forskellige forslag til ord, som telefonen tror, jeg er i gang med at skrive. Med scrollhjulet kan jeg vælge mellem forslagene. Med hvert tryk på enter/OK-knappen til højre på tastaturet godkender jeg, at telefonen skriver ordet, jeg er i gang med at skrive. Et par tryk på tasterne er jo færre, end hvad der kræves for at skrive de fleste ord, så det sparer en del tid. Det her er en funktion, man kan indstille, om skal være aktiv eller ej, men jeg syntes, at den var brugbar af og til for at gøre skrivningen hurtigere.
Man kan også have to sprog aktive samtidig, og Sony Ericsson har ikke sparet på ordlisten – der er ordlister på 30 sprog i P1, alt fra arabisk og indonesisk til finsk og dansk.
Udover tastaturet er en af styrkerne med telefonens fysiske konstruktion den trykfølsomme skærm. Man klikker sig frem med fingeren eller pinden (som man finder i en lomme på telefonens bagside). Til de fleste almindelige menuvalg, som at lede i adressebogen, kan man behageligt nok bruge scrollhjulet på venstre side, i kombination med en tilbage-knap, der sidder under hjulet.
På telefonens højre side finder jeg genvejstaster til webbrowser, kamera og en plads til hukommelseskortet. På telefonens underside sidder bundstikket, der bruges til oplader, datakabel eller handsfree. Ved bundstikket sidder også en kant, der viser sig at være en lysdiode, der kan vise rødt eller grønt lys. Det er måske frem for alt for hurtigt at vise opladningsstatus. Men den lysende kant bruges også til andre signaler, hvor f.eks. grønt blink viser, når der er kommet en ny besked.
På telefonens startskær