iPhone til Europa uden 3G
Ved et pressemøde i London i formiddag, afslørede æble-chefen Steve Jobs den engelske lanceringsdato for iPhone. Den 9. november vil englænderne på mobilen i butikkerne, og samarbejdspartneren bliver teleselskabet O2.
Modsat, hvad mange forventede, er det ikke en 3G-version, der kommer til Europa, det er den samme Edge-udgave, som er på gaden i USA. Steve Jobs forklarede sig med, at 3G-chipsættet endnu var for hårdt ved batterilevetiden, der – ifølge ham – ville falde med to til tre timer i forhold til den nuværende Edge-chipsæt.
– Vores mobiltelefon har en taletid på otte timer, og det er virkelig vigtigt for os, når man skal bruge telefonen til internet og musik. Vi har brug for, at vi kan holde batterilevetiden på over fem timer på et 3G-chipsæt – og det, tror jeg, bliver muligt næste år. Wi-Fi-netværk er langt hurtigere end 3G. Energi-effektivt Edge og hurtigt WiFi, sådan har vi sat det sammen, sagde Steve Jobs.
Prisen for iPhone bliver 269 pund – cirka 3.200 danske kroner – og kræver, at man binder sig i 18 måneder til teleselskabet O2.
Steve Jobs kunne ikke sige noget om, hvornår iPhone bliver rullet ud i butikkerne i de øvrige europæiske lande, heriblandt Danmark.