3 sætter endelig Turbo-3G i vejret
Det skulle være vores svenske broderland, der først kommer op på de rigtige hurtige hastigheder på det mobile netværk. Ericsson har sat hastighederne op på 3’s netværk. Det vil sige, at fra i dag bliver Turbo-3G (HSDPA) sat op fra 3,6 Mbit/s til de mere lovende 7,2 Mbit/s i download hos 3. Upload får derved også en fornyet hastighed på hele 1,4 Mbit/s, så nu skulle der ikke være problemer med sløvt netværk.
– Vi er stolte af at være en af første operatører i verden til at opgradre Turbo-3G-netværket til en endnu højere hastighed. Ericsson’s teknologi giver os mulighed for at forbedre det mobile netværk, siger Peder Ramel, 3’s skandinaviske direktør.
Her i Danmark arbejder 3 ligeledes med, at snarligt kunne give danskerne opgraderede hastigheder, men præcise datoer vil den danske del af selskabet ikke ud med.
– Det kommer inden jul. Vi har for lang tid siden lovet, at vi vil udbyde de samme hastigheder inden året er omme, og det er et løfte, vi har tænkt os at holde, siger Stine Green Poulsen, pressechef for 3.