Teleselskaber beskyldes for pornografisk dobbeltmoral

Erotik-leverandører er forarget over teleselskabernes satsning på mobilt porno via 16xx-numre. Det er ren dobbeltmorale, mener de.

Teleselskaber beskyldes for pornografisk dobbeltmoral

Hjemmesiderne Scor.dk og Lapfire.dk er forundret over, at blandt andet Sonofon lukker op for det såkaldte 16xx-nummer og tilbyder pornografisk indhold til mobiltelefoner.

Sonofon bliver ikke den seneste erotiske indholdsleverandør. Også TDC og Telia barsler med indhold til 16xx-numre.

Hos Scor.dk kalder man teleselskabernes beslutning for dobbeltmoralsk, fordi dating-siden for et år siden fik nej til at sende erotiske beskeder på netværket.

– Os ville de ikke forhandle med. Men nu har de opdaget der er penge i den erotiske branche, og den kagedåse vil de have poterne ned i. Jeg synes det er dobbeltmoralsk af den store pose, siger Lars Castenlund, direktør for Scor.dk, til Mobilsiden.dk

Scor.dk har i mellemtiden fundet på andre måder at afregne sms-tjenester. Det samme har den erotiske portal Lapfire.dk.

Lapfire-direktør Sidsel Nielsen kalder sms-løsningen "total old school" og mener, at det mobile internet er fremtiden.

Hverken Scor.dk eller Lapfire.dk er umiddelbart interesseret i at samarbejde med teleselskaberne omkring 16xx-serien.

– De vil sikkert have flere hundrede tusinde for at åbne adgangen, og så tager de sikkert 60 til 80 procent af indtægten. Derfor mener vi ikke 16xx er interessant, siger Sidsel Nielsen til Mobilsiden.dk.

Sonofon har tidligere udtalt, at man først nu har udviklet det tekniske set-up, som sikrer, at forældre kan være sikre på, at deres børn ikke har adgang til erotisk indhold.