Hospitaler sender sms-påmindelser
Ifølge en rapport fra Rambøll Management kan hospitalerne spare op mod 133 millioner kroner om året hvis patierne får en sms forud for en aftale. Derfor vil Finansministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner nu udvikle en sms-løsning, hvor borgerne får en påmindelse på mobilen inden aftalen med hospitalet, skriver 24timer.
Rambøll-rapporten vurderer at antallet af udeblivelser kan reduceres med 30 procent ved at sende sms-påmindelser. I 2005 var det 213.000 danskere, der udeblev fra en aftale med hospitalet.
– Vi er i gang med at undersøge, hvordan det helt konkret skal foregå, men borgerne skal kunne tilmelde sig ordningen via borgerportalen borger.dk, siger kontorchef i finansministeriet Lars Frelle-Petersen til 24timer.
Ideen er, at hospitalerne skal sende patientaftalerne til et nationalt sms-register, hvor de personer, der har tilmeldt sig ordningen, så vil modtage en sms. Den nye løsning skal være på plads i løbet af 2008.