Sony Ericsson: “Innovation er i vores DNA”
I foråret lancerede Sony Ericssons blandet andet K850 med fem megapixels og Walkmanmobilen W910. Lanceringen betyder, at Sony Ericsson kaster sig ind i megapixelracet med den værste konkurrent Nokia.
– I har tidligere sagt, at I ikke vil begive jer ud i megapixelracet, og at det først og fremmest er andet end megapixel, der afgør, om billedet bliver godt?
– Med K850 Cybershot behøver man ikke et separat kamera. Men udover megapixelene er Cybershot først og fremmest et godt varemærke, der garanterer kvalitet. Det vigtigste er egentlig brugbarheden, at vi gør kameraet rigtig let at bruge, siger Dee Dutta.
Samarbejdet med moderfirmaerne Sony og Ericsson er vigtigt for Sony Ericsson, og det er derfra, varemærkerne Cybershot og Walkman er lånt. Begge har været meget succesfulde, og derfor er spekulationerne om en kommende spillemobil ikke helt ude i skoven.
Benægter spilmobil
Et nyligt offentliggjort patent fra Sony Ericsson i Japan styrkede rygterne, men Dee Dutta benægter, at en spillemobil er på trapperne.
– Det der patent stammer fra vores japanske forskningsafdeling, og det er ikke underligt, at vi ser på mange forskellige alternativer i forskningen og udviklingen. Vores ingeniører har testet mobiler med spillefokus, men for at lancere en specifik spillemodel, skal vi opnå en tilstrækkelig god spilleoplevelse. Hidtil har vores ingeniører ikke kunnet opnå dette, og vi kommer ikke til at se en spillemodel indenfor de nærmeste ti måneder, så meget kan jeg love.
Heller ikke på designområdet har Sony Ericsson gjort lige så store satsninger som konkurrenterne.
– Vi har ikke satset på glamourmodeller, for mode er noget, der kommer og går. Vi vil have, at alt, vi laver, skal hvile på et solidt grundlag. Det er sådan, vi bygger videre på vores varemærke, forklarer Dee Dutta
– Mister I ikke en vigtig kundegruppe på den måde?
– Nej, det tror jeg ikke. Til en vis del kan vi drage nytte af, at Sony har et så stærkt varemærke, og deres glamour smitter også af på os.
Ikke alt i èn mobil
– Lige nu har I ikke rigtig en telefon, der kombinerer det bedste af alt. Der er kameramobiler, musikmobiler, designmobiler, men ingen med det bedste af alt. Ingen rigtig konkurrent til Nokias N95, f.eks.
– Vi vil ikke kombinere alt i én og samme model, og det har at gøre med, hvordan man vælger sin mobiltelefon. Man vil have en bedre pris på sin telefon, og så leverer vi telefoner, der er gode til det, du bruger din telefon mest til. På den måde bliver telefonerne tilgængelige for flere.
Efter indledningsvis at have været et mobilmærke, der mest var kendt for mere avancerede telefoner, ser Dee Dutta det største potentiale i lande som Indien, Kina og Brasilien. Det er lande, der har stor indvirkning på Sony Ericssons mulighed for at øge sin globale markedsandel.
Blandt lanceringerne i Berlin i foråret var blandt andet W910, der kan styres ved, at man vinkler telefonen og ryster den i luften. Fremover lover Dee Dutta, at Sony Ericsson kommer med flere mobiler, der omdefinerer mobiltelefonen som produkt.
– Innovation er noget, der gennemsyrer hele selskabet. Det findes så at sige i vores DNA, siger Dee Dutta.