Første billeder af Nokia N81

Tilbage i maj hørte vi første gang om en ny musikmobil fra Nokia. Nu er de første billeder af modellen dukket op. Og det ser ud som om, at det ikke kun er musik, den nye N81 kan byde på.

Første billeder af Nokia N81

Nokia N81 bliver Nokias næste store satsning på en musikmobil med stor indbygget hukommelse. Og nu er de først billeder af en dummy-model dukket op på nettet. De viser en skydemobil med stor skærm i skinnende sort plastik.

Det er dog ikke kun det ydre, der er det spændende ved denne model. Hele 8 GB indbygget hukommelse skulle der nemlig være i N81. I modsætning til forgængeren N91 er der dog ikke længere tale om en indbygget harddisk, men om flash-hukommelse. Præcis som man også kender det fra f.eks. Sony Ericssons nye W960i.

Desuden skulle der også være både turbo-3G og WL-AN, som evt. kan bruges til at hente ny musik hurtigt ned med. Da der er tale om en musikmobil, er der selvfølgelig også blevet plads til et standard 3,5 mm stik til hovedtelefoner. Det vides ikke præcis, hvilket kamera N81 får, men rygter tyder på, at der bliver tale om et 2-megapixelkamera. Modellen skulle måle 102x50x17.9 mm.

Det er dog ikke kun på musikområdet, at N81 udmærker sig. Som det kan anes på billedet, skulle den nemlig også få knapper specielt lavet til at spille spil med. Derved kunne den blive en af Nokias første spilmobiler, der er specielt beregnet til deres kommende N-Gage spilplatform.

Nokia N81 forventes at blive præsenteret af Nokia den 29. august.