Udskydelig smartphone fra Samsung
Informationer om den ene nye Samsung-mobil efter den anden rammer nettet i disse tider. Nu er turen så kommet til en ny smartphone med styresystemet Symbian S60, der ellers primært bruges af Nokia i smartphones som N73 og N95. Mobilsiden MobilMania.sk har nemlig fået fingre i et eksemplar af denne nye smartphone fra Samsung.
Modellen skulle få navnet Samsung SGH-i570 og være en skydemobil med fuldt tastatur. Det er første gang, vi ser en sådan model med styresystemet S60 fra Samsung, og noget tyder derfor på, at de i fremtiden vil satse mere på netop dette styresystem. Desuden er der også indbygget både WLAN og turbo-3G i modellen, så man nemt kan hente e-mails og surfe hurtigt på nettet.
Samtidig er modellen også forholdsvis lille med mål på blot 96x60x16 mm og en vægt på 123 gram. Et kamera på 2 megapixels er også indbygget, ligesom hukommelsen kan udvides ved hjælp af microSD-kort. Yderligere billeder af modellen kan findes ved at følge linket herunder.
Pris og lanceringsdato for modellen kendes endnu ikke.