Telia har fremgang
Telia har just fremlagt regnskab for andet kvartal i år, og på mobilområdet er der klart vækst i antallet af kunder, omsætning og indtjening.
Den øgede vækst skyldes selvfølgelig opkøbet af Debitel, men også i høj grad egen-distribution. Vi spurgte Telias Kommunikationsdirektør Anders Rendtorff omkring egen-distributionen, og han forklarede det med følgende:
"Telia er ganske enkelt blevet mere synlig. Vi købte ved juletid Telekæden-butikker, og antallet af vores butikker steg fra 25 til over 60. Vi har samtidig fået en eksklusivaftale med Merlin, hvor man i hver butik, finder en hel afdeling indrettet som en komplet Telia-butik.
De 40 Merlin butikker, sammenholdt med Telias egne cirka 60, gør at køberne langt nemmere finder frem til os, og lægger mærke til os i gadebilledet".
Telia er samtidig blevet gode til at holde på eksisterende kunder, og får flere nye kunder i databasen, uden at "stjæle" disse fra andre selskaber.
Den samme tendens ses hos andre selskaber. Man har tilgang af kunder, men i modsætning til tidligere, er disse nye eller allerede eksisterende abonnenter der genopretter telefoner eller køber en ekstra mobil med tilhørende nummer.
Sammenholdt med debitels kunder, har TeliaSonera 1.407.000 kunder på mobilområdet her i Danmark. 1.533 millioner svenske kroner, det lyder omsætningen på for Telia Mobility Services her i Danmark.
Alt i alt er der altså fremgang over hele linien, med undtagelse af fastnettelefonien. Denne er på tilbagegang i Danmark og flere andre lande. Det oplever Telias Broadband Services også.