Tag en guidet iPhone-tur
På fredag oprinder dagen, hvor iPhone for første gang bliver sat til salg. Det sker selvfølgelig i deres eget hjemland USA. For at forberede folk på, hvad de kan forvente af iPhone, har Apple nu lagt en video op på deres hjemmeside. På denne video får man en guidet tur rundt i iPhone, og får således et indblik i, hvilke ting den kan. Videoen kan ses, ved at følge linket herunder.
Mange af tingene ser virkelig gennemførte ud, og med den meget omtale, er Apple da også nødt til at levere et produkt, der virkelig er i særklasse. Der er dog en enkelt ting i videoen, som virker en smule uigennemtænkt. Når man skal slukke for iPhone, skal man fx ud over at bruge sluk-knappen på toppen også køre sin finger hen over skærmen. Da batteriet ikke kan tages ud, synes dette altså at være den eneste måde man kan slukke iPhone på. Derfor kan det godt tænkes, at man hurtigt vil løbe ind i problemer, hvis ens iPhone pludselig ikke vil reagere af den ene eller den anden grund, og man derved ikke engang vil kunne genstarte den.
Om vores frygt holder vand, finder vi dog snart ud af, da iPhone som sagt er i butikkerne i USA om ganske få dage.