Sony Ericsson W200: Musik i ørene til billige penge
W200 er en klassisk candybar-model,
men den markerer sig ved at have det
velkendte Walkman-logo i orange for
neden samt en genvejstast til musikafspilleren
på siden. Modellen er med andre
ord dedikeret til musik. Der følger et
M2-kort på 128 MB med til telefonen,
men man kan købe M2-kort med op til
2 GB. Der er gjort plads til kortet på
siden af telefonen.
Godt materiale, dårlig skærm
Taltasterne er gode at trykke på. De sidder
lidt hævede og giver en tilpas fin
modstand – man er aldrig i tvivl om, om
man nu også egentlig fik trykket tasten
ned. Det kan man godt blive, når man
bruger et tastatur som det på Samsung
D830 eller Motorola Razr-modellerne.
Derimod bliver jeg aldrig perlevenner
med joysticket. Jeg håbede at jeg bare
lige skulle give den et par dage for at
få fuld fortrolighed med den, men det
skete aldrig. Den er simpelthen ikke
smidig nok til at bevæge sig ordentlig
rundt i menuerne med. Generelt foretrækker
jeg en firvejstast frem for et
joystick.
Det overordnede indtryk af W200i,
når det gælder materialer, er ret godt.
Specielt med tanke på, at der er tale om
en meget billig mobil. Ofte virker de
billige mobiler nemlig til at være en særdeles
skrøbelig omgang plastik. W200
er da også i plastik, men noget tyder på,
at i hvert fald Sony Ericsson har haft
held med at lave en billig mobil med
gedigne materialer.
Desværre har Sony Ericsson sparet
for meget på skærmen. Her er tale om
typen CSTN-typen, og den er altså
for dårlig at se på i længden. Den viser
65.000 farver og 128 x 160 pixels. Der
er tale om en udpræget ungdomstelefon,
så man må forvente der vil blive skrevet
mange beskeder med den. Derfor tror
jeg, at man bliver træt af skærmen på et
tidspunkt. Men okay, der skal jo spares et
sted, og en CSTN-skærm og også med
til at holde batteriforbruget nede.
Kode-husker
Inden vi sætter spot på det vigtige i
denne model, nemlig musikken, skal vi
lige kigge på telefonens andre funktioner.
Menuen er klassisk Sony Ericsson,
og designmæssigt har jeg aldrig fundet
den særlig interessant. Ikonerne er dog
gode store og letforståelige, så man klikker
aldrig forgæves. Nu er det heller ikke
sådan, at W200 gemmer på det helt store
bag ikonerne, og faktisk kunne man godt
have sløjfet endnu mere i den. Måske det
bare er alderen der spiller ind, men der
er nu ikke meget sjov at hente i et program
som MusicDJ. Derimod fungerer
alarmen fint, og man kan sætte den til at
ringe på faste dage og tidspunkter – det
er faktisk noget, som ikke engang de mest
avancerede mobiltelefoner kan prale med.
Kalenderen er yderst skrabet med kun en
valgmulighed, nemlig bare ‘aftale’. Man
savner tilbagevendende begivenheder,
som f.eks. fødselsdag. Overordnet gør
den dog det, den er sat i verden for. Er
man dårlig til at huske koder, så har denne
mobil en lille hjælper i form af funktionen
‘Husk koder’. Man taster først en kode
ind for at komme ind i funktionen, og så
kan man taste diverse koder og kodeord
ind, som man bruger i dagligdagen. Den
fandt jeg faktisk meget nytte i.
Musikmobil par excellence
Nå, men lad os nu komme til sagen.
W200 er naturligvis først og fremmest
en musikmobil, og det skal straks siges,
at det er en ganske habil en af slagsen,
når musikken først er på telefonen. Man
skal væbne sig med en del tålmodighed,
når man fører musik over på kortet fra
computeren. Et album på 80 MB tager
ca. fem minutter at overføre. W200 har
ellers USB 2.0, men sådan opleves det på
ingen måde. Heller ikke, når man bare
overfører filer til telefonens interne
hukommelse. Musikken kan overføres
direkte med træk-og-slip-metoden til
hukommelseskortet
W200 kan bl.a. klare formaterne
MP3, AAC og WAV. Lyden er på det
jævne med de medfølgende høretelefoner,
men man kan sætte sine egne i
takket være den medfølgende adapter.
Det bør man gøre, hvis man har nogle
ordentlige høretelefoner.
En musikmobil i dag bør have stereobluetooth,
men denne W200 har ikke
enga