I Indien kører mobilnettet på biobrændsel

Brugen af biodiesel sørger for, at det mobile sendenet kan udbredes til Indiens udkantsområder.

I Indien kører mobilnettet på biobrændsel

Fraværet af en udbygget infrastruktur i Indiens udkantsområder gør det svært at udbrede stabil telekommunikation. For selv sendemasterne til mobiltelefoni kræver strøm.

Den udfordring skal et eksperiment forsøge at løse. I området Pune i Maharashtra arbejder man nemlig på at drive de mobile sendestationer med lokal biobrændsel.

I øjeblikket er projektet ved at afslutte den første fase, der består i at teste, om der kan udvindes nok biodiesel fra produkter som bomuld og den tropiske plante jatropha.

Biodiesel har flere fordele over almindelig diesel i forhold til at levere drivkraften til sendestationerne. For det første kan afgrøden produceres lokalt. Det mindsker behovet for transport og skaber arbejder i lokalområdet. Desuden er den miljøvenlige diesel i sagens natur ikke så skadelig for naturen. Og forsøg viser, at biodieselen er renere og derfor ikke slider så hårdt på maskinerne.

Projektets anden fase består i at opbygge en lokal fødekæde, så der kan opdyrkes afgrøder og produceres biodiesel til at drive mellem fem og 10 basestationer i Maharashtra-regionen.

Det er den indiske mobiloperatør Idea Cellular, mobilproducenten Ericsson og den internationale sammenslutning af mobiloperatører, GSMAs udviklingsfond, der står bag forsøget.