K530 – først med GPS
K530 er en mellemklasse candybar-telefon, som måler 102 x 46 x 14 mm, og vejer 92 gram. Telefonen har en TFT-skærm med 240 x 320 pixels opløsning, og viser op til 262.000 farver. Den understøtter push e-mails og har en udmærket webbrowser. På datasiden kan man benytte 3G, som den hurtigste forbindelse.
Som noget nyt kan man også benytte sig af GPS med K530. I hvert fald når man tilslutter det nye GPS-tilbehør GPS Enabler HGE-100. Denne følger dog ikke med i salgspakken, og skal købes ved siden af. Det betragter vi som skuffende. Vi havde håbet på, at den i det mindste havde kunnet matche Nokia 6110 Navigator på GPS-fronten. Om kortene følger med tilbehøret, oplyses ikke.
En anden smart funktion – eller service, om man vil – med K530 er, at den kan tjekke vejret for én. Den giver en 3-dags prognose over vejret, så man ikke risikerer at vælge en regnfuld dag til picnic’en.
Telefonen har også et 2-megapixel kamera uden autofokus. Billederne kan efterfølgende oploades til Blogger. Der er 16 MB indbygget hukommelse i telefonen, og plads til et M2-hukommelseskort.