Yoyo med indbygget mobil
Vi kender både de normale candybar-, skyde- og klaptelefoner og så de forskellige mere eller mindre vellykkede designmobiler fra bl.a. Nokia og Samsung. Ingen af dem når dog et helt nyt koncept til sokkeholderne. Her er mobilen nemlig blevet designet som en blanding mellem en klaptelefon og en yoyo.
Konceptdesignet er lavet af den amerikanske designer Shaik Ridzean, og det er blevet bestilt af NEC, der er en af Japans største mobiltelefonproducenter. Klappet sammen ligner konceptmobilen fuldstændig en yoyo i skrigende farver som lysegrøn og lyseblå. Som man kender det fra de normale klaptelefoner, kan yoyoen klappes op, og inden i kommer der en skærm, knapper og en højttaler til syne. For at gøre indtrykket af en yoyo komplet, medfølger der hovedtelefoner, som kan rulles rundt om mobilen, præcis som snoren på en yoyo.
Om vi nogensinde får dette design at se på en mobil i virkeligheden, er nok tvivlsomt, men det tyder på, at producenterne hele tiden overvejer nye måder at designe deres mobiltelefoner på.