3 lider under milliardunderskud
Rekordunderskud er de hårde realiteter for mobilselskabet 3. Men selskabet er optimistisk på trods af underskud på en milliard kroner. Selv om 3 taber 2,3 kroner hver gang de tjener én, så er det stadig en forbedring fra forrige år, hvor der blev tabt 2,5 kroner per tjente krone. Det skriver Jyllands-Posten.
Morten Christensen, topdirektør i 3, er fortrøstningsfuld, fordi selskabet har kundefremgang i takt med, at mobiltelefoner baseret på 3G-teknologien er blevet mindre og billigere. Det har resulteret i, at kundekredsen er vokset med næsten 70 procent. Hvis den vækst fortsætter, har 3 udsigt til en kundekreds på næsten en halv million næste år.
Da selskabets omkostninger ikke ændrer sig markant, når kundekredsen vokser, er der ifølge Morten Christensen lyse udsigter for selskabet fra næste år.