Hummer-mobilen lige om hjørnet
Hummer-køretøjerne fra General Motors er efterhånden blevet kendt over det meste af verden, og det vil General Motors, der laver køretøjerne, åbenbart gøre brug af andre steder end på bilmarkedet. I hvert fald er de første Hummer-mobiler lige om hjørnet, og i modsætning til de fleste andre firmaers første indtog på mobilmarkedet, er Hummer-mobilen ikke produceret i samarbejde med en mobiltelefonproducent.
Den nye mobil, der får navnet Hummer HT1, er designet af det franske designerfirma ModeLabs, og deres mål har været at afspejle den militante og rå udstråling, man kender fra Hummer-køretøjerne. Resultatet er blevet en skydemobil i metal, der kommer i farverne khaki-grøn, mørk sølv og lysegul. Modellen skulle have en trykfølsom skærm på 2,2" og den indbyggede hukommelse på 25 MB skulle kunne udvides vha. microSD-kort. Desuden skulle modellen også have FM-radio samt et kamera på 2 megapixel.
Prisen forventes at blive på ca. 2300 kr.