Nokia introducerer to gange 6500

Nokia synes åbenbart, de allerede har for mange forskellige modelnavne. Derfor introducerer de nu to forskellige modeller, der begge hedder Nokia 6500 - dog med tilnavnene Classic og Slide. Classic er Nokias hidtil tyndeste mobiltelefon.

Nokia introducerer to gange 6500

Det ser ud som om, at Nokia vil følge en ny strategi i navngivningen af deres telefoner. I hvert fald er det første gang, at vi ser to modeller lanceret, der begge har det samme modelnummer. Heldigvis fejler telefonerne ikke noget. Den første model, Nokia 6500 Classic, er således en candybar-telefon, der med sin tykkelse på blot 9,5 mm er Nokias tyndeste model til dato. Modellen er lavet i anodiseret aluminium og byder på 1 GB indbygget hukommelse, som dog ikke kan udvides med hukommelseskort. Desuden har Nokia 6500 Classic indbygget 3G, og på bagsiden sidder et kamera på 2 megapixels med fotolys.

Den anden model, Nokia 6500 Slide er, som navnet antyder, en skydemobil med en tykkelse på 16,4 mm. Denne model har også 3G, men kameraet er til gengæld bedre og har således autofokus og Carl Zeiss-linse, og er på 3 megapixels. Den har dog kun 20 MB indbygget hukommelse, men til gengæld kan man udvide med microSD-kort. Desuden er der indbygget tuner til FM-radio, ligesom TV-out også er at finde i modellen.

Nokia 6500 Classic skulle komme til at koste ca. 2.400 kr., mens Nokia 6500 Slide vil blive lidt dyrere med en pris på ca. 2.800 kr. Begge modeller skulle komme i løbet af tredje kvartal.