Fortsat vækst i mobiltelefon-salg

Salget af mobiltelefoner i årets første kvartal er steget med 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Fortsat vækst i mobiltelefon-salg

Ifølge en ny opgørelse fra Gartner blev der solgt 257,4 millioner mobiltelefoner på verdensplan i første kvartal, hvilket svarer til en fremgang på 14 procent i forhold til samme periode i 2006. Den største vækst er sket i Fjernøsten, især Kina og Japan, mens fremgangen kun er meget beskeden i Vest-Europa og Nordamerika.

Væksten i det asiatiske område blev på 40 procent sammenlignet med første kvartal af 2006, mens Øst-Europa, Mellemøsten og Afrika kunne notere en mindre fremgang på 6 pct. I nogle lande, som Ukraine, er salget ligefrem gået tilbage, mens andre lande som Tyrkiet og Egypten stadig har en pæn vækst.

Det nordamerikanske mobiltelefon-marked havde en vækst på små to procent, mens der blev solgt 4 pct. flere telefoner i Vest-Europa. Det største fald er sket i Latinamerika, hvor salget er faldet med hele 29 procent sammenlignet med sidste kvartal.

Nokia solgte 92 millioner telefoner i første kvartal og lander dermed på en klar førsteplads med 35,7 procent af markedet, mens Motorola ligger på en andenplads med 18,5 pct. og Samsung kommer ind som nr. tre med 12,5 pct. Sony Ericsson solgte 21,7 millioner telefoner, men det rækker kun en fjerdeplads med 8,4 pct. af markedet.

Gartner forventer at det samlede mobiltelefon-salg i 2007 lander på 1,15 milliarder enheder, hvilket er en vækst på 16 procent sammenlignet med året før.