Smartphones buldrer ud på markedet
Det svenske analysebureau Berg Insight spår, at der i 2007 vil blive solgt 113 millioner smartphones på verdensplan. Det vurderes samtidig, at salget af smartphones vil stige med 25,6 procent årligt, så der i 2012 vil blive solgt 365 millioner smartphones. Dermed vil smartphones stå for 22 procent af det samlede salg af mobiltelefoner, i dag er tallet ca. 10 procent.
Nokia har allerede sendt over 100 millioner symbian-mobiler ud på markedet, og stod for ca. 63 procent af det samlede smartphone-salg i 2006. Linux var den anden største platform, mens Windows Mobile kom ind på tredjepladsen. André Malm, teleanalyst hos Berg Insight, vurderer, at både Linux og Windows Mobile vil presse Symbian-platformen meget mere frem over.
Det engang så populære Palm OS er stort set forsvundet fra markedet og bliver i stedet for konverteret om til en version af Linux. Apples OS X-platform vil gøre sin entre senere på året, når Apples kommende smartphone iPhone bliver lanceret, men Berg Insight gør sig ingen overvejelser omkring udbredelsen af det system. Apple venter dog selv at sælge ca. 10 mio. eksemplarer af iPhone.