Samsungs business-mobil I600

Samsung I600 er en lille buttet smartphone, som har qwerty-tastatur, turbo-3G og Wi-Fi. Lige noget for folk med trang til at skrive e-mails og tung dataoverførsel.

Samsungs business-mobil I600

Uden de helt store armbevægelser har Samsung lanceret en smartphone, som er bedre end mange andre tilsvarende modeller på markedet lige nu. Formatet er lille og prisen forholdsvis lav, men alligevel er den mere udrustet end konkurrenterne.

I600 understøtter blandt andet turbo-3G med hastigheder op til 1,8 Mbps. Vi havde selvfølgelig hellere set, at den havde en hastighed på op til 3,6 Mbps, som blandt andet operatøren 3 vil kunne tilbyde sidst på året i deres netværk. Men nuvel, 1,8 Mbps er da stadig langt hurtigere end den hastighed, som almindelig 3G giver.

Æ,ø og å

Noget andet, der imponerer ved I600 er, at den er ret lille, men alligevel har et fuldt qwerty-tastatur, og det endda med plads til de danske bogstaver æ, ø og å. De sidder måske lidt usædvanligt placeret helt forneden, men det er en langt bedre løsning, end hvis man skulle lave alle mulige fiksfakserier for at få de bogstaver frem. Tasterne er generelt temmelig små, men de fungerer usædvanlig godt, og er betydeligt bedre end tasterne på forgængeren I320. Materialet føles generelt rigtig godt, og med den buttede form virker I600 rigtig solid.

En sløv banan

Den model vi har fået til test, er udstyret med Windows Mobile 5, og den er godt nok sløv i denne model. Specielt når jeg hører musik, og vil lave noget andet samtidig halter den gevaldig – musikken hakker og det går endnu langsommere at bevæge sig rundt i menuerne. Det er skidt. Dog kan man opgradere til Windows Mobile 6 inden for kort tid, og det skulle eftersigende hjælpe meget på det problem. Hvis ikke, så får Samsung store problemer med at sælge denne model.

Det er ellers let at bevæge sig rundt i menuerne, og man kan få en super oversigt i hovedskærmen. Der er masser af vinduer og genveje, så man hurtigt kan aktivere den funktion, man ønsker.

Internetunderholdning

I og med Windows Mobile er I600 også udstyret med Messenger og Internet Explorer. Sidstnævnte kan jeg ikke rigtig sætte en finger på som webbrowser til denne mobil, og også Messenger fungerer fint. Glæder mig dog til at kunne sende filer herfra – nu er det bare ren tekst, den kan klare. Ellers er I600 udrustet med RSS-feeder og podcast. Det er funktioner, som jeg sætter større og større pris på i det daglige.

Bortset fra et sløvt menusystem, så er første indtrykket af I600 faktisk helt i top. Om den holder i længden, kan du læse mere om i næste udgave af Mobil, der udkommer sidst i juni.