De sidste mobilskrig fra Japan

I øjeblikket svælger Japan i nye hotte og spændende mobiler, der burde give de fleste mobilentusiaster åndenød. Hvad siger I til masser af megapixel og mobiler som betalingskort?

De sidste mobilskrig fra Japan

Japan har længe været lysår foran os på mobilfronten. Det burde ikke komme bag på de fleste, men når man alligevel ser på deres i øjeblikket hotteste mobiler bliver man alligevel noget stakåndet.

Den japanske teleoperatør KDDI Corporation har netop lanceret denne uges nyheder, hvor vi lige vil nævne to af de bedste.

Toshiba W54T

Dette er en skydemobil, med underholdningsfunktioner som musik og film. Skærmen er på voldsomme 480 x 800 pixels, der ligger langt fra de standardiserede "højtopløselige" skærme herhjemme på 240 x 320 pixels. Det er næsten som at sætte sort-hvid-fjernsyn op mod HDTV.

Skærmen bruges til at vise grafik i 3D, avancerede spil og en avanceret kamerasøger. Og utroligt som det end kan være, så er denne skærm allerede forældet, da den har været brugt i over et halvt år i Japan.

W52T har "kun" et mindre 3,2 megapixelkamera, der er fuldt ud standard i Japan. Desuden har den en funktion kaldet FeliCa, hvor brugeren kan benytte mobilen som et VISA-kort. Det er da smart.

Casio W52CA

Så er der også denne lille godbid fra Casio. I Japan er Casio foruden kameraproducent også kendt som store mobilproducenter. Deres W52CA er da også udstyret med et 5,1 megapixelkamera af mærket Exilim, som vi herhjemme kender fra deres tynde kompaktkamera-serie.

Skærmen her er ligeledes oppe på 480 x 800 pixels, der skulle give billederne nok af plads. Menuerne her er ligeledes dynamiske som på Toshiba W54T, og bevæger sig som heltene i asiatiske Kung Fu-film, hvad det så end skal betyde.

Den er samtidig kun 1,8 cm tyk, og har samtidig plads til hukommelseskort og den smarte FeliCa-funktion.