Sony Ericsson med FM-sender og Bravia-skærm

I Japan kommer der nu en musikmobil med 2 GB indbygget hukommelse fra Sony Ericsson. Der er desuden også FM-sender, så du kan sende musikken til en almindelig radio.

Sony Ericsson med FM-sender og Bravia-skærm

Der har i længere tid floreret såkaldte spionbilleder på internettet af Sony Ericsson W52S, men nu er den altså blevet lanceret officielt i Japan og skulle blive markedsført som en musik- og tv-mobil.

Skærmen er behagelig stor på hele 2,7-tommer og er mærket med Sonys varemærke Bravia. Men hovedfokus skulle eftersigende ligge på musikdelen. W52S er en musikmobil med 2GB indbygget hukommelse, og der findes ligeledes plads til to hukommelseskort – altså både MicroSD og Sonys eget M2-hukommelseskort.

Det mest nyskabende ved telefonen er dog, at den har indbygget FM-sender, som lige akkurat er blevet lovliggjort i EU. Med en FM-sender er det muligt at sende sin musik ud af radioens højtalere. Det er blandt andet en god ting til bilradioen.

Per Alksten fra Sony Ericssons skandinaviske kontor vil ikke kommentere på, om det vil være en mobiltelefon, der kommer til Europa, så vi må vente tålmodigt lidt endnu.